Book værelse
Seværdigheder
Book nu

Seværdigheder i København

Området omkring Admiral Hotel er fyldt med historiske bygninger og steder. Uden for Admirals vinduer finder man den smukke havnefront, og bevæger man sig ned af denne, vil man kunne opleve nogle af Danmarks smukkeste seværdigheder.

Amalienborg Palads

 

Dronningens residens og en arkitektonisk perle

Efter Christiansborgs brand i 1794, hvor regeringsslottet brændte til grunden, fik pakhuset en uventet nabo i kongefamilien, som flyttede ind på Amalienborg i stedet. Amalienborg Slot blev bygget i 1700-tallet og anses for et af de største værker i den danske rokokoarkitektur. Det består af fire identiske palæer – Christian VII’s Palæ, Christian VIII’s Palæ, Frederik VIII´s Palæ og Christian IX’s Palæ – spredt omkring en ottekantet plads. Amalienborg er Hendes Majestæt Dronningens hovedresidens, og når flaget er hejst, betyder det, at Dronningen er til stede.

Den lille havfrue

 

Den verdensberømte skulptur

En aften i 1909 var Carl Jacobsen, stifteren af Carlsberg Bryggerier, i Det Kongelige Teater for at se ’Den Lille Havfrue’ – en ballet baseret på H.C. Andersens eventyr. Dybt bevæget af forestillingen bad han billedhugger Edvard Eriksen om at skabe en statue. Edvard Eriksen gik i gang med det samme og fik sin kone til at posere som model. I 1913 blev den berømte bronzefigur præsenteret på Langelinie som en gave fra Carl Jacobsen til København.

Kastellet

 

Et af Nordeuropas bedst bevarede fæstningsanlæg

Kastellet er et af forsvarets mest markante historiske bygningsværker. Det blev anlagt i 1662-1664 som en afslutning på Københavns by-befæstning.
Det er et af de bedst bevarede fæstningsanlæg i Nordeuropa, og dette var samtidig stedet, hvor Kronprins Frederik den 2. april 1801 sad og overværede slaget på reden.
Den store, kongelige bygherre Kong Christian IV udformede planen til en bedre befæstning af København. I 1626 påbegyndte man fæstningen Sct. Annæ Skanse, der blev forløberen for Kastellet.

Gefionsspringvandet

 

Springvandet fortæller historien om Sjællands løsrivelse

Billedhuggeren Anders Bundgård skabte i 1909 Gefionspringvandet, der er Københavns største monument. Gefion illustrerer det oldnordiske sagn om gudinden Gefion.

Historien går på, at Gefion blev sendt nordpå over sundet til Sverige for at skabe mere land. Kong Gylfe af Sverige lovede hende alt den jord, hun kunne pløje. I Lotunheim fik hun fire sønner med en jætte og forvandlede dem alle til okser. De trak hendes plov ud i havet og vestpå i retning af Odense, og på den måde blev Sjælland skabt.

Nyhavn

 

Den danske sommer bør opleves i Nyhavn

Tæt på Toldbodgade ligger dette fine havnekvarter, der emmer af god stemning og farvestrålende bygninger. Havnen blev i tidernes morgen udgravet fra 1671 til 1673 af svenske krigsfanger. ”Nyhavnskanalen” blev indviet af Christian V i 1670’erne.

Tilbage i tiden har Nyhavn været et af de mest skumle kvarterer i byen med sømandsværtshuse og tilhørende glædespiger. Den store, danske forfatter H.C. Andersen boede i fire af husene i Nyhavn i løbet af tyve år. Hvis du er ekstra opmærksom, kan du på din gåtur ned ad promenaden se et lille skilt, der henviser til et af de steder, hvor H.C. Andersen har boet i sin tid.

Operaen

 

Operahuset – en smuk symfoni af dansk arkitektur og underholdning når det er bedst 

Stiller man sig ved rytterstatuen af Frederik V på Amalienborg Slotsplads, vil man, med marmorkirken i ryggen, se direkte i retning af Operaen.

Operaen, på Holmen i København, er Danmarks nationalopera. Den 15. januar 2005 blev operaen indviet af dronningen. Arkitekt Henning Larsen er manden bag operaen med Mærsk McKinney-Møller som initiativtager, bygherre og mæcen.

Marmorkirken

 

Marmorkirken blev tegnet tilbage i 1749 og blev oprindeligt døbt Frederiks Kirke. I midten af 1700-tallet anlagde man Frederiksstaden, og under Frederik V byggede hofbygmesteren Nicolai Eigtved den smukke og imponerende Marmorkirke.

Går man ind i kirken, kan man lade sig fascinere af de smukke loftmalerier af apostle og engle. Marmorkirken ligger i en lige akse mod Amalienborg og ud mod Den Kongelige Opera og står som en af Københavns mest imponerende kirker.